Torsdag d. 12. september blev der sunget børnesange rigtigt mange steder i Danmark og i Sorø
Dagen
startede på Dianalund Bibliotek kl. 9.30, hvor der kom 42 børn fra
Ventemøllegården. Alle børnene havde et flag i hånden med Oline-logoet, og
sammen med de voksne blev der sunget rigtigt mange sange, f.eks om Giraffen
Gumle, Jens Petersens ko og sommerfuglen og Mariehønen og mange flere. Da
stemmerne var ved at blive hæse, var der lidt forplejning i form af frugt og
kiks, og alle fade blev tomme. Det er ikke hver dag Dianalund Bibliotek på den
måde er fyldt med syngende børn, så det var en festlig formiddag.
På
Sorø Børnebibliotek startede dagen kl. 10, og her kom i alt 59 børn fra
Pedersborg Børnehus, MagdaleneHaven og et par dagplejere. Også her blev der
sunget igennem: Pruttesang, Jeg bygger en bil, Hjulene på bussen og mange
flere. Også her var der forplejning, og sjovt nok blev også her alle fadene
tømt.