mandag den 15. november 2010

Fernisering med dagplejebørn på Sorø Børnebibliotek

Bjernede Legestue har sammen med 5 dagplejere og omkring 14 børn været igennem et forløb fra august - oktober, hvor de først skulle indsamle naturmaterialer, dernæst male trææsker og gøre dem færdige. Resultatet af dette kan ses på Sorø Børnebibliotek de næste fire uger, dvs. til og med lørdag den 11. december.

I dag var der fernisering og liv og glade dage på Børnebiblioteket. Dagplejere, forældre, bedsteforældre og en masse dejlige børn var forsamlet for at åbne udstillingen.

Børnebibliotekar Annemarie Hansen bød velkommen


Selvom der var børn fra forskellige dagplejere,
var de rigtigt gode til at lege sammen.

Efter åbningstalen stod den på lidt godter til børn og voksne

Og her kan du se resultatet,
men kig forbi Børnebiblioteket og se de flotte detaljer

Lidt om skak


Skak er et sjovt spil som kan spilles af alle.

Man har 16 brikker som hver har deres speciale egenskaber

1 Konge som kan rykke 1 felt i alle retninger

1 Dronning som kan rykke skråt, frem, tilbage og til siderne, så langt som man vil

2 Tårne som kan rykke til siderne & frem og tilbage, lige så langt man vil

2 springere som kan rykke 2 felter i ligge linje og en til siden
Eks. To felter op og et felt til højre

2 løbere de kan rykke skråt, i lige så mange felter man vil

8 bønder som kan slå skråt, de kan i første omgang rykke 2 felter men ellers er det kun et. Hvis en bonde kommer ned på modstanderens bagerste linje, kan den blive til en anden brik Eks. Dronning, tårn, OSV

Hvad er mest værd?
  • Bonden 1 point
  • Løber 2 point
  • Springer 2 point
  • Tårn 5 point
  • Dronning 8 point
  • Kongen 100 point

Vinder & taber
Hvis din konge bliver truet og ikke kan flytte sig, så er man skakmat.
Hvis du ikke kan flytte nogle af dine brikker så er det uafgjort/remi
Hvis din konge er truet og du ikke kan flytte den væk, eller blokere med dine egne brikker har du tabt


af praktikanten Mikkel

lørdag den 6. november 2010

Mord på Biblioteket - ikke for sarte sjæle

Fredag den 5. november - efter lukketid var 28 børn og 2 politibetjente, Torben & Connie, fra det lokale politi forsamlet på Sorø Børnebibliotek. Børnene havde fået det indtryk, at de skulle høre politiet fortælle om, hvordan de opklarer et mord.

Midt under foredraget, lød der pludselig et skrig! Torben, Connie og alle børnene skyndte sig hen til det sted, hvor skriget kom fra og fandt en kvinde liggende på gulvet oppe i læsesalen. Politiet kunne hurtigt konstatere, at hun var død. Heldigvis havde de 28 ivrige hjælpere, som kunne være med til at opklare forbrydelsen. Der blev hurtigt opsummeret: der var 4 mistænkte, allesammen ansat på Biblioteket. Der blev lavet 4 hold, og hvert hold skulle besøge 4 poster, hvor de skulle indsamle spor, så morderen kunne blive fundet.



Klik på billederne, hvis du vil se dem i stor størrelse.

fredag den 8. oktober 2010

Smart-parat-svar



Børnebibliotekets quiz Smart-parat-svar blev afviklet i torsdags d. 7. okt. 7 klasser dystede mod hinanden i paratviden indenfor litteratur, spil, film, sport og meget andet. Holdene havde fundet på opfindsomme navne: Superduper hyperteam monkey force-go! og De 5 musketerer og æsel, Smarties, The B´s, The Genius, Team IQ og sidst men ikke mindst: De fantastiske 5 - og det blev sidstnævnte, som efter en meget tæt kamp vandt og dermed gik videre til semifinalen i Slagelse d. 28. oktober.Vinderholdet består af: Ida, Helena, Marie-Louise, Jonas og Rebecca. De fantastiske 5 kommer fra 7. c går på Pedersborg Skole.

tirsdag den 28. september 2010

Eksperimenter & robotter på Børnebiblioteket

I lørdags kunne man komme forbi Børnebiblioteket og lave sine egne forsøg, som Store Nørderne fra DR havde udtænkt. Der blev bygget katapulter, papirsbroer og leget med magneter i stor stil og rigtigt mange familier lagde vejen forbi i løbet af dagen. Nogle børn mente ligefrem, at arrangementet kunne udkonkurrere 3D-film i biografen.




I går var der officiel start på Dansk Naturvidenskabsfestival, som i år handler om mennesker og maskiner. Derfor arbejder Sorø Børnebibliotek i denne uge sammen med Science Kommune Sorø om at tilbyde 4. - 6. klasses elever fra kommunens skoler, at de kan komme ned og prøve at programmere LEGO Mindstorm robotter. Robotværkstedet blev skudt i gang med at skoleledere og naturfagslærere fra 6 forskellige skoler selv fik lov til at prøve. De kunne samtidig deltage i en konkurrence, hvor bedste hold vandt et robot-sæt. Konkurrencen gik ud på at programmere robotten, så den kom tættest på mål. Stenmagle Skole vandt den fine præmie.

Det var sjovt at se voksne som legebørn....
Læs mere om dagen på Science Sorøs hjemmeside.
Se nyhedsklip fra 24 timer Sjællandske


Nu på lørdag (2. oktober) er robotværkstedet åbent for alle mellem kl. 10 og 12. Så kig forbi, hvis du også vil prøve. Kirsten & Micael står klar med gode råd - de prøvede selv at programmere robotten - og nåede faktisk tættest på mål (efter gentagne forsøg), men de var selvfølgelig udenfor konkurrencen.


torsdag den 9. september 2010

Barda & Børnebiblioteket i Sorø

I søndags blev Parnasgrunden for 5. år i træk forvandlet til eventyrlandet Barda. I år var vi derude sammen med Slagelse Bibliotekerne. Vi havde lavet et magisk værksted, hvor børn kunne komme og lave magiske amuletter som armbånd og halskæder. Når børnene var færdige med amuletterne, kunne de gå ind i teltet og få dem velsignet af heksen, så de fik ekstra magisk kraft.




Der blev givet mange forskellige velsignelser, f.eks. styrke, mod, hurtighed, visdom - men atter i år handlede det også om at blive bedre til at læse, bedre til matematik og bedre til forskellige sportsgrene. Magien rækker vidt omkring. Nogle børn kunne ikke bestemme sig, så de blev velsignet med magisk kraft - og blev derfor lidt bedre til det hele.

Og alt var selvfølgelig gratis.

Vi fik besøg af omkring 400 børn og deres forældre. Og mon ikke I finder os derude igen næste år? Vent og se.

Og husk at vi har mange bøger om rollespil på Biblioteket, både historier og inspiration til udstyr og våben.

Se flere billeder på dr.dk/barda

fredag den 20. august 2010

PALLES GAVEBOD på Sorø Børnebibliotek

Er du mellem 8 og 12 år? Så læs videre her...

Nu er det endnu sjovere at gå på biblioteket - også hjemmefra. Du kan nu oprette en profil og få adgang til Danmarks sejeste bibliotek på nettet:

pallesgavebod.dk

På Palles Gavebod kan du spille gratis spil, downloade billeder og ringetoner, anmelde din hadefilm eller yndlingsbøger, deltage i konkurrencer og quizzer, låne bøger, film, spil og musik, chatte med kendte kunstnere eller læse fede nyheder om bøger, film, musik, spil, internet og mobil. Prøv selv.

På Palles Gavebod - kan du møde 6 meget forskellige figurer:
  • Sportsmanden Thomas Larsen

  • Musikalske JohnJohn

  • Søde Randi

  • Stræberen Kuno

  • Kloge Søge

  • Ærlige Ophelia
Hvem kan du bedst li? Stem på din favorit - se i højre side.

Inde på pallesgavebod.dk er der også en afstemning - er Sorøs børn mon enige med resten af Danmark? Giv din stemme og lad os se.

fredag den 6. august 2010

Tegnekonkurrencen 2010


Kære deltagere

Nu er årets tegnekonkurrence slut og vi siger mange tak for alle de fine tegninger, det var svært at vælge en vinder.

Vinder af tegnekonkurrencen 2010 blev Simon Skouboe og Simons tegning vil blive brugt som forside på Børnebibliotekets arrangementsprogram 2010-2011.

Cille Hautop Kristensen vandt 2. præmie og hendes tegning vil blive brugt som forside på næste års sommerlæsningsfolder.



Tillykke til jer begge.

Kom ned på Børnebiblioteket og se alle de fine tegninger, vi har modtaget. De hænger i hele august måned på væggen i Børnebiblioteket i Sorø.

torsdag den 22. juli 2010

Fold fjollede frøer - i massevis

I dag var der papir-værksted på Børnebiblioteket. Børn og barnlige sjæle kunne kigge forbi og lære at lave både lette og sværere modeller. Kirsten hjalp med de lette modeller, som hun havde fundet på hjemmesiden http://www.origami-instructions.com/ - og især hoppefrøen var populær, men der blev også lavet mange isbjørne, snappere, rotter, æsker, fugle, sommerfugle....

Flere af modellerne krævede dyb koncentration, Ida var en af de børn, der fik lavet flest modeller og hun var også en god hjælper - tak for det ;o)

Micael stod for de sværere modeller, hvor han hjalp både børn og voksne med at lave modeller fra bøgerne. Han viste bl.a. en spætte, en "rigtig" frø, andre forskellige fugle, kaniner, hunde, egern og mange andre.


Her er et udpluk af hans modeller:



Micael kan lave figurer i forskellige størrelser, her kan du se det flotte egern, som er forstørret op:

onsdag den 7. juli 2010

Netcafé for 6. gang

I går var der igen netcafé på Børnebiblioteket. Denne gang blev pladserne hurtigt fyldt op med 13 børn i alderen 9-15 år (11 drenge og 2 piger, ja piger kan sagtens være med!). Det er vigtigt at tilmelde sig hurtigt, da vi kun har et begrænset antal pladser. Hvis du har din egen bærbar computer med trådløst netværkskort, tag den med - så er der plads til flere - så husk det næste gang.

Fælles for alle tilmeldte børn, er, at der denne aften er en computer med deres navn på. Det er dog også tilladt at bruge Bibliotekets andre tilbud, som f.eks. at spille Wii eller læse i vores tegneserier eller bøger. Der blev spillet World of Warcraft, Pengeby, Facebook, GoSuperModel og mange andre spil på internettet.

Halvvejs igennem netcaféen var der, som sædvanlig, tvungen pause fra skærmen - med kage og saftevand. Her fik vi at vide, at vi havde lavet pædagog-saftevand = tynd saftevand, så det må vi prøve at gøre bedre næste gang...

Ind i mellem var der børn, som frivilligt tog en pause fra skærmen. Mange skulle prøve vores balancebrædt og de var rigtig gode til at holde balancen. Nogle af børnene fik også et lille kursus i at folde isbjørne og æsker, til gengæld fik vi så lært at lave en "flip-flapper".


Vi, Dorte & Kirsten, siger tak til alle for en rigtig god aften - og mon ikke, der bliver netcafé igen til næste sommer...

fredag den 2. juli 2010

Pep tøjet op med stofmaling

I går startede vi vores kreative torsdage med stofmaling, hvor børnene selv kunne tage tøj med eller købe en t-shirt eller en kasket på Børnebiblioteket. Dagen var en stor succes, hvor over 35 børn deltog og fik malet nogle flotte motiver.


Koncentrationen var stor, se selv

Kasper Steinmüller var først færdig med hans kasket:



Her er det Mikkelines og Katharinas kunstværk


Her viser Oliver, hvad han har malet


Tøjet skulle tørre lidt længere, end forventet - så se dig for, hvis du besøger Børnebiblioteket en af de nærmeste dage.

Alle de flotte t-shirts hænger på tørresnoren og tørrer, inden de bliver hentet af de dygtige børn.


Husk at der sker mange flere ting på Børnebiblioteket denne sommer:

Torsdag den 8. juli - Tegneværksted, vær med i vores tegnekonkurrence
Torsdag den 15. juli - Lav gipsmasker
Fredag den 16. juli - mal gipsmaskerne
Torsdag den 22. juli - Fold fjollede frøer og andre figurer
Torsdag den 29. juli - Tegneværksted, vær med i vores tegnekonkurrence

Så er der selvfølgelig sommerlæsning igen - Læs 5 bøger og kom ned og fortæl om dem, så får du en gratis bog med hjem.

Så har vi igen i år - Biblioteket efter lukketid:

Tirsdag den 6. juli - Netcafé for de 9-16årige (få ledige pladser tilbage), husk tilmelding

Tirsdag den 20. juli - Singstar, fra 7 år, husk tilmelding

mandag den 14. juni 2010

Flødebolle-eksplosion på Børnebiblioteket


I lørdags deltog Børnebiblioteket i lang lørdag med emnet Natur og videnskab. Hos os kunne man prøve at lave sine egne eksperimenter, som f.eks. balanceklovnen, den magiske blomst eller hvordan man slukker et lys uden at puste eller røre ved det. Det var en stor succes og derfor har vi valgt at forlænge eksperimenterne, så I nu kan komme ind og prøve dem til og med lørdag den 19. juni.


Som en særlig overraske til lørdagens arrangement havde vi lånt en pumpe samt en lufttæt glasklokke fra Frederiksberg Skole & Sorø Privatskole, så vi kunne eksperimentere med, hvad der sker, når man trækker luften ud af en glasklokke - med en flødebolle i:


Vi skulle da også lige prøve med en skumfidus:

Vi siger tak til skolerne for, at vi måtte låne deres udstyr.

Det var en sjov oplevelse for både børn & voksne

mandag den 3. maj 2010

Ulla Abdullahs Cocobongo Band

Takket være samarbejdet med Sorø Erhvervs- og Turistkontor kunne vi i lørdags præsentere Ulla Abdullahs Cocobongo Band for børn og barnlige sjæle. De skulle have spillet i Bibliotekets gård, men pga. vejrudsigten og risikoen for regn, blev koncerten flyttet ud i Storgade, hvor musikerne kunne stå i tørvejr.

Det blev en festlig og forrygende koncert og både børn og voksne hyggede sig med en musikalsk formiddag.



Kunne du li' musikken? Husk at du kan låne deres musik på Biblioteket:

Sille Krokodille - se om CD'en er hjemme
Ankorkimus - se om CD'en er hjemme

mandag den 26. april 2010

Danmarks største skattejagt - og vi var med

Rekordjagten fandt sted i lørdags på mange børnebiblioteker rundt omkring i Danmark. På Sorø Børnebibliotek var der tilmeldt 20 børn, men vi endte med 11 drenge i alderen 8-12 år fordelt på 3 hold, som skulle konkurrere mod hinanden om at blive lokal mester og mod alle de andre hold fra resten af Danmark om at blive Danmarksmester.

Holdene skulle løse 8 forskellige opgaver undervejs: lakridssnører, mikado - kæmp mod en voksen, sætte bogstaver og ord sammen, det højeste bogtårn, Børnebibliotekernes nye hjemmeside http://www.pallesgavebod.dk/, puslespil på tid og selvfølgelig rekorder.

Post 1: snørebånd


Post 4: puslespil på tid


Post 5: Børnenes Rekordbog


Post 7: Det højeste bogtårn


Post 8: Mikado


I Sorø blev der kæmpet lige til målstregen og hold 3 blev Sorø mester - tillykke med sejren.



Sorø blev nr. 6 på top 10-listen og Allerød Bibliotek blev Danmarksmester med 62 point (vores hold endte med 46 point)

tirsdag den 20. april 2010

Mathilde og Laura i Ramasjang


Fredag d. 16. april var Jesper fra X-faktor inde i Ramasjang Live studiet. 2 piger fra Sorø, Mathilde Dahl og Laura Bode Hansen, sad på Sorø Børnebibliotek, og på et tidspunkt blev der stillet om til Børnebiblioteket. Mathilde og Laura havde forberedt nogle gode spørgsmål til Jesper, som de stillede ham.


Folk, der kom forbi på Børnebiblioteket blev nysgerrige og andre misundelige - her er det Hasib, der fik sneget sig med på billedet.
Billedet herunder er dårligt, men det viser fjernsynsskærmen, hvor Laura og Mathilde sidder nede i venstre hjørne :)

torsdag den 15. april 2010

Tilmeldingen til Rekordjagten er skudt i gang

Lørdag den 24. april 2010 kl. 14:30 - ca. kl. 17


Kom og vær med i Rekordjagten - en "skattejagt" på mange af Danmarks Børnebiblioteker og også her i Sorø. Du kan være med, hvis du er mellem 8 og 12 år, så skynd dig hen på Biblioteket (Sorø, Dianalund eller Stenlille) og meld dig til.

Du dyster mod andre hold og alle på vinderholdet får en præmie. Der bliver også udtrukket et vinderhold i hele Danmark, så måske bliver du Danmarksmester !!

Vi sigter mod at få Rekordjagten optaget i Børnenes Rekordbog 2011 som Danmarks største skattejagt, så kom og vær med og hjælp os med at slå rekorden.

onsdag den 24. marts 2010

Ny kunst på Børnebiblioteket

Nu kan du komme ned og se et stort maleri i friske farver på Børnebiblioteket i Sorø. For anden gang har vi haft et samarbejde med Juniorklubben i Sorø, hvor Børnebiblioteket har betalt materialerne og børnene fra klubben har lavet maleriet. Denne gang var der 33 børn med i projektet. Sofie Mygind og Helle Bettina Jensen fra klubben har hjulpet dem og lige som sidste gang - se evt. Kunst på Børneblioteket april 2008 har børnene selv valgt, hvad maleriet skulle forestille.


Maleriet har hængt på Børnebiblioteket den sidste uge - men skjult for alle bag et stykke stof, så det kunne blive officielt indviet her i eftermiddag, hvor nogle af kunstnerne fra klubben deltog. Vi havde også besøg af Sorø Avis, så måske kommer det også i avisen - hold øje med det. Og her ser I resultatet:

Det ser endnu flottere ud i virkeligheden - så kig forbi.


Endnu en gang tak til Juniorklubben for maleriet

tirsdag den 23. marts 2010

Dødens farve af Mary Hoffman

Denne historiske roman handler om den unge Silvano, som bliver anklaget for et mord han ikke har begået. Alle beviser peger mod ham og for at undgå, at han bliver dømt, sender hans far ham i kloster, hvor han kan gemme sig, indtil den rigtige morder er fundet.

Ved siden af munkeklosteret ligger der et nonnekloster, hvor vi møder den unge Chiara. Hun er i lære som nonne, men ikke helt frivilligt. Hendes bror har sendt hende i kloster for at undgå at skulle sørge for hende.

Både Silvano og Chiara prøver at finde sig til rette. De arbejder begge i klostrenes farveværksteder, som leverer farver til kunstnerne, som maler i kirkerne. Flere gange undervejs støder de på hinanden og opbygger langsomt et venskab. Efter noget tid sker der flere mord i munkeklosteret, Silvano kommer naturligt under mistanke, da hans rigtige grund for at være i klosteret afsløres. Men sammen med en af de andre munke forsøger han at finde den rigtige morder - her kan han i det mindste gøre noget - til forskel fra det mord, som han oprindeligt blev beskyldt for.

Se om bogen er hjemme



Læsehest: Kirsten