onsdag den 16. september 2009

Alkymisten : den udødelige Nicholas Flamels hemmeligheder af Michael Scott

Nicholas er født i 1330 – vi møder ham i vores tid, hvor han har fået stjålet dén bog, som kan få ham til at miste sin udødelighed. Uden bogen vil Nicholas og hans kone ældes og til sidst vil døden vinde over dem. Han får hjælp af tvillingerne Sofie og Josh, som undervejs opdager, at de selv spiller en vigtig rolle i kampen mellem det gode og det onde.

I historien møder vi f.eks. golemner – væsener skabt af mudder, spionerende rotter, den Ældste Race, hekse, varulve, varsvin – mennesker, som forvandler sig til vildsvin, Metusalem – et levende træ og masser af magi krydret med firehjulstrækker og mobiltelefoner. Kan du lide at læse om denne slags, så er denne bog lige noget for dig.

Det er en af de bøger, som kan være svære at lægge fra sig – før man har læst slutningen. Heldigvis er det kun første del, jeg glæder mig til at læse den næste.

Se om bogen er hjemme



Læsehest: Kirsten

mandag den 14. september 2009

Det fortryllede skjold af Peter Gotthardt

Det fortryllede skjold er første del i serien ” Elverdronningens riddere, det er en rigtig god historie.

Pigen Nellike kommer til dronning Ærenpris’ slot, Ærenpris der er elvernes dronning. Nellike har brug for dronningen hjælp, da hendes fars borg i klippedal er under belejring af en jætte. Jætten dræber hver dag en af grevens krigere.

Dronningens stalddreng – Hassel – tager med Nellike til borgen. Undervejs kommer de til en hytte, hvor de får lov at overnatte. Men hyttens ejer er en troldmand, der tjener Skyggernes konge. Troldmanden tryller en falsk Nellike frem og lader den falske pige tage med Hassel og han bliver lokket i en fælde.

I hytten vågner den rigtige Nellike og får at vide at Hassel er stukket af. Hun tager ud for at lede efter ham, men kan ikke finde ham i skoven. Hun møder nogle skovdværge, som fortæller hende om trolden, der har taget Hassel og de tilbyder at hjælpe hende med at befri ham.

Hvordan det lykkes for Nellike at redde Hassel og hvorfor bogen hedder ”Det fortryllede Skjold”, det kan du finde ud af, ved at læse historien om Hassels kamp mod de onde kræfter fra Skyggernes rige.

Læs også de andre bøger i serien ”Elverdronningens riddere” – hvor Hassel kommer i kamp med andre væsner fra Skyggernes rige.

Se om bogen er hjemme



Læsehest - Dorte:”- Jeg kan godt love jer – at det er spændende læsning”.

mandag den 7. september 2009

BARDA & Børnebiblioteket


I går deltog vi, Sorø Børnebibliotek i BARDA, Danmarks største rollespilsstævne, med elver-pigen Lisbeth & Heksen Kirsten. I vores telt kunne man f.eks. lave magiske amuletter skrevet med elversprog & og få dem velsignet, så de var dobbelt så stærke.


Man kunne selv bestemme én ting, som man kunne bruge til at tilføre amuletten ekstra kraft, her er nogle af velsignelserne:

Sator arepo tenet MOD opera tenet
Sator arepo tenet STYRKE opera tenet
Sator arepo tenet RIGDOM opera tenet

Men mange børn ville også gerne blive bedre til at:

Sator arepo tenet BLIV BEDRE TIL AT LØBE PÅ RULLESKØJTER opera tenet
Sator arepo tenet BLIV BEDRE TIL AT LÆSE opera tenet
Sator arepo tenet BLIV BEDRE TIL AT PASSE KANINEN opera tenet

Og der var mange andre gode ideer, vi regner med at have haft besøg af ca. 200 børn.

 

onsdag den 2. september 2009

Lermaske af Michael Lycke

Næsten alle verdens gnomer lever på Højmarken. Den eneste vej væk fra Højmarken er ned ad de næsten lodrette skrænter. Mange gnomer er ufrivilligt kommet denne vej, når kongens soldater har smidt dem ud over kanten som straf. I historien møder vi Taus, en ikke helt almindelig gnom. Han er født uden ansigt, og kun et øje er åbent. Derfor bærer han en lermaske, som senere i historien viser sig at have en særlig betydning.

Taus’ hjem bliver overfaldet af kongens soldater, og hans mormor bliver taget til fange. Taus flygter væk fra Højmarken og overlever faldet fra skrænterne. Taus begiver sig ud på en længere rejse, hvor han undervejs møder både fjender og venner. Samtidig finder han ud af, at der findes en langt værre fjende end kongen fra Højmarken. Langt mod nord hersker en troldmand ved navn Bragasheer, Mørkebringeren, som truer alle landene mod syd. Flere lande må slå sig sammen for at bekæmpe troldmanden og hans hjælpere. Taus lærer magi og ruster sig til kampen mod troldmanden, og hvad der siden sker, må du selv læse dig til.

Se om bogen er hjemme



Læsehest: Kirsten (det er en af de bøger, som man helst vil læse på én gang)