torsdag den 31. januar 2013

Pandekagedagen & Pandekage-konkurrencen


Hvad er Pandekagedagen?

Tirsdagen efter fastelavn er i mange lande kendt som Pandekagedagen. Her samles store og små om at spise pandekager. I 2013 er det tirsdag den 12. februar.

På Sorø Børnebibliotek har vi andre aktiviteter denne dag, så vi har udskudt den til torsdag den 21. februar, hvor man kan komme ind og få en pandekage mellem kl. 10 og 16.


Hvorfor hedder det Pandekagedagen?

I gamle dage skulle kristne faste i 40 dage op til påsken. Dagen, inden fastetiden begyndte, blev spisekammeret tømt for de madvarer, som ikke måtte spises under fasten og ikke kunne holde sig. Det var bl.a. hvidt mel, æg, mælk og smør, som man bruger til pandekager. Og derfor kom dagen til at hedde Pandekagedagen.

I Danmark er Pandekagedagen også blevet kaldt "hvide tirsdag", fordi hvidt mel og mælk var blandt de ting, man skulle holde sig langt væk fra i fasteperioden. Her måtte man nemlig kun spise fisk, grød og grovbrød.


Hvorfor fejrer vi Pandekagedagen på Biblioteket? 

Pandekager er uløseligt forbundet med eventyr og børnebøger. Grumme hekse bygger huse af pandekager og Pippi Langstrømpe serverer dem for sine venner.




Den store Pandekage-konkurrence
1. februar - 21. februar

I anledningen af Pandekagedagen er der en stor Pandekage-konkurrence på Sorø Børnebibliotek. Konkurrencen består af en række forskellige spørgsmål om pandekager. Hvis du ikke kender svaret, kan du finde det i bøgerne på Biblioteket. 


Ingen kommentarer: