Viser opslag med etiketten Fra 11 år. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fra 11 år. Vis alle opslag

onsdag den 4. november 2009

Drenge, lus & løse tænder


Her er en super god bog for 11 - 14 årige piger, skrevet af Annette Herzog
Bogen handler om Emma. Vi møder Emma på et tidspunkt i hendes liv, hvor problemerne vælter ind over hende. Hun har lige fået at vide, at hendes mor og far skal skilles, og huset sælges. Desuden - og det er det værste - er den dreng, hun godt kan lide, begyndt at gå sammen med en anden pige fra klassen. Alt dette gør Emma så ked af det, sur, gal og frustreret, så hun roder sig ud i alle mulige frygtelige og pinlige situationer. Det er skrevet så godt, at jeg tænkte: det ku´ ha´ været mig og også at: godt, det ikke er mig. Heldigvis har Emma nogle gode forældre, der forstår og hjælper hende, og det aller bedste af det hele er, at drengen....nej, det vil jeg ikke fortælle her - læs selv bogen.
Anmeldt af Annemarie

tirsdag den 21. juli 2009

Fangen på Djævleøen af Annemette Sørensen

Annemette Sørensen: Fangen på Djævleøen.

I min sommerferie læste jeg Fangen på Djævleøen, som foregår på Christiansø, som er den lille ø, der ligger nord for Bornholm. Det er sjovt at læse en bog, hvor handlingen udspiller sig et sted, du selv har været. Det er nemt at sætte sig ind i forholdene.
Denne bog foregår ganske vist i 1840´erne, men bygningerne fra dengang står der jo stadig - også fængslet, hvor en af bogens personer sidder fanget.

Bogens hovedperson er tiggerpigen, Martha. Hun er 13 år og kommer fra et fattighus i København, hvor hun har boet med sin mor. De er nu blevet skilt fra hinanden, og Martha skal være køkkenpige i kommandantens hus på Christiansø. Kort tid efter ankommer en ny fange til fængslet på Christiansø – nemlig Dr. Dampe. Hans forbrydelse består i, at han kritiserer kongen, og at han ønsker, at folket skal mere indflydelse – han er faktisk Danmarks første demokrat. Men desværre er han forud for sin tid, så han betragtes af kongen som en farlig kriminel.

Egentlig er det Marthas hårde liv, vi følger, men Martha får ondt af Dr. Dampe og beslutter sig for at prøve at hjælpe med at flygte fra øen. Og her bliver bogen rigtig spændende.

Bogen kunne godt minde om Hjørdis Varmers mange bøger fra gamle dage, hvor livet var hårdt for fattigfolk, og denne her er også rigtig god og spændende. For børn fra ca. 11 år og opefter.

Se om bogen er hjemme


Læsehest: Annemarie

mandag den 29. december 2008

Spøgelsesdetektiven af Merlin P. Mann

Første bog om Theodor Bastian

Vi hører om Theodor, en ganske almindelig 11-årig dreng, som glæder sig til sin 12-års fødselsdag. Men et eller andet går galt og Theodor når aldrig at opleve fødselsdagen næste dag. Der må helt sikkert være sket en fejl, for pludselig fortæller alle, at Theodor er død og befinder sig i Mellemlandet, et sted, hvor mennesker, som farer vild i tågen mellem Jorden og den anden Verden, opholder sig, indtil de finder den rette vej. Theodor forsøger ihærdigt at finde en vej tilbage til jorden, undervejs får han kontakt med pigen Amalie og de indgår en handel.

I Mellemlandet starter han på spøgelsesdetektivskolen, og snart er han på Jorden sammen med sit hold og skal løse alverdens mærkværdige missioner, samtidig med at han har sin egen personlige mission med at hjælpe Amalie.

Historien starter lidt sørgeligt med et dødsfald, men man bliver hurtigt revet ind i handlingen og glemmer tid og sted – og det sørgelige.

Kan læses fra 11 år.


Læsehest: Kirsten

onsdag den 22. oktober 2008

Spøgelsernes hemmelighed af Mary Downing Hahn

Vær klar til at gyse!

Da Idas far skal være opsynsmand for et gammelt hus – flytter Ida og hendes far ind i en husvogn, der ligger på grunden. Ida ved bare ikke, at det gamle mystiske hus er hjemsøgt.

Den første aften forsvinder Idas nye cykel, som stod uden for husvognen og hendes bamse bliver også væk. Hvem er dog interesseret i cykler og bamser og hvem har været inde i husvognen, som Ida sover i? Hvem er Sissel – der har skrevet i hendes dagbog om natten?

I haven omkring det gamle hus møder Ida pigen Sissel og Sissels bror, men de to børn er ikke helt normale. Hvorfor spiser Sissel ikke mad eller drikker varm kakao? Hvorfor går Sissel og Jeppe ikke hjem til deres forældre – men bor i en hule i skoven? Hvorfor er Sissel og Jeppe så bange for det gamle hus? Og den gamle dame – frøken Dyrholm - der døde i huset, spøger hun?

Læs historien og find ud ”Spøgelsernes hemmelighed”. Læsehesten Dorte – kunne næsten ikke lægge bogen fra sig – før hun fandt ud, hvorfor Sissel og Jeppe ikke kunne forlade haven omkring det gamle hus og hvorfor de ikke tør gå ind i frøken Dyrholms hus.

Kan læses fra 11 år.

Læsehest: Dorte

tirsdag den 20. maj 2008

Ulvens bror af Michelle Paver

Ulvens bror er første del af serien Urtidskrøniken, der ind til videre består af 4 dele, der er flere på vej.

Historien handler om Torak, som er en dreng, der lever i stenalderen for 6000 år siden. Han efterlades alene da faren dræbes af en kæmpebjørn, der er besat af ånder. Kun Torak kan dræbe den, og undervejs på sin mission får han en ulv som følgesvend. Det viser sig, at han er vokset op med ulve og kan tale med den. Man følger Torak på hele hans farlige færd og flere gange sad jeg i åndeløs spænding, havde jeg ikke vidst at der allerede var tre bøger mere om Torak, ville jeg have været alvorlig bange for at drengen ikke havde klaret sin (næsten) umulige mission.


Læsehest: Anne-Mette

Se om bogen er hjemme

fredag den 8. februar 2008

Himmelkatten af Kenneth Oppel

Hvis du er vild med action-eventyr, hvor helte er på skattejagt og jages af skruppelløse og griske pirater, så er denne serie noget for dig.

Hovedpersonen Matt og hans veninde Kate er afsted på en ekspedition, hvor de vil finde nogle vældige, vingede væsner, som de har læst om. De flyver ud på et luftskib, men bliver angrebet af pirater og tages til fange. De flygter, men bliver forfulgt. Bogen er frygtelig spændende – godt skrevet, og nu er der så endelig kommet en 2´er, nemlig:

Himmelstormeren
Her er Matt og Kate på jagt efter et forsvundet luftskib, der efter sigende er fyldt med en uvurderlig skat. Der er også andre, der er ude efter skatten, så det bliver til kamp i luften, hvor også underlige, farlige væsner fra luften blander sig.
Bøgerne kan læses fra ca. 11 år og opefter, og de er så godt skrevet, at også unge og voksne vil føle sig godt underholdt.

Læsehest: Annemarie (Børnebibliotekar)