tirsdag den 21. juli 2009

Fangen på Djævleøen af Annemette Sørensen

Annemette Sørensen: Fangen på Djævleøen.

I min sommerferie læste jeg Fangen på Djævleøen, som foregår på Christiansø, som er den lille ø, der ligger nord for Bornholm. Det er sjovt at læse en bog, hvor handlingen udspiller sig et sted, du selv har været. Det er nemt at sætte sig ind i forholdene.
Denne bog foregår ganske vist i 1840´erne, men bygningerne fra dengang står der jo stadig - også fængslet, hvor en af bogens personer sidder fanget.

Bogens hovedperson er tiggerpigen, Martha. Hun er 13 år og kommer fra et fattighus i København, hvor hun har boet med sin mor. De er nu blevet skilt fra hinanden, og Martha skal være køkkenpige i kommandantens hus på Christiansø. Kort tid efter ankommer en ny fange til fængslet på Christiansø – nemlig Dr. Dampe. Hans forbrydelse består i, at han kritiserer kongen, og at han ønsker, at folket skal mere indflydelse – han er faktisk Danmarks første demokrat. Men desværre er han forud for sin tid, så han betragtes af kongen som en farlig kriminel.

Egentlig er det Marthas hårde liv, vi følger, men Martha får ondt af Dr. Dampe og beslutter sig for at prøve at hjælpe med at flygte fra øen. Og her bliver bogen rigtig spændende.

Bogen kunne godt minde om Hjørdis Varmers mange bøger fra gamle dage, hvor livet var hårdt for fattigfolk, og denne her er også rigtig god og spændende. For børn fra ca. 11 år og opefter.

Se om bogen er hjemme


Læsehest: Annemarie

Ingen kommentarer: