Viser opslag med etiketten Fra 12 år. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fra 12 år. Vis alle opslag

torsdag den 10. februar 2011

Min yndlingsbog er for tiden ikke bare en enkelt bog, men en hel serie, hvor nu bind 10 netop er udkommet. Det er serien Skyggens lærling, hvor bind 1 hedder Gorlans ruiner. Her møder vi Will, der til sin store fortvivlelse bliver afvist af Ridderskolen, fordi han hverken er høj eller stærk nok. Hele sit liv har han drømt om at blive en stor kriger som sin afdøde far. Wills skarpsindighed og evne til at bevæge sig hurtigt og lydløst skaffer ham i stedet en læreplads hos den mystiske ranger Halt – også kaldet Skyggen – for at lære at arbejde for kongen i det skjulte. Bogen er en blanding af fantasy og middelalderroman, og I skal bare gå i gang med at læse den Den er så god og spændende, så man bare må læse videre.

tirsdag den 23. marts 2010

Dødens farve af Mary Hoffman

Denne historiske roman handler om den unge Silvano, som bliver anklaget for et mord han ikke har begået. Alle beviser peger mod ham og for at undgå, at han bliver dømt, sender hans far ham i kloster, hvor han kan gemme sig, indtil den rigtige morder er fundet.

Ved siden af munkeklosteret ligger der et nonnekloster, hvor vi møder den unge Chiara. Hun er i lære som nonne, men ikke helt frivilligt. Hendes bror har sendt hende i kloster for at undgå at skulle sørge for hende.

Både Silvano og Chiara prøver at finde sig til rette. De arbejder begge i klostrenes farveværksteder, som leverer farver til kunstnerne, som maler i kirkerne. Flere gange undervejs støder de på hinanden og opbygger langsomt et venskab. Efter noget tid sker der flere mord i munkeklosteret, Silvano kommer naturligt under mistanke, da hans rigtige grund for at være i klosteret afsløres. Men sammen med en af de andre munke forsøger han at finde den rigtige morder - her kan han i det mindste gøre noget - til forskel fra det mord, som han oprindeligt blev beskyldt for.

Se om bogen er hjemme



Læsehest: Kirsten

onsdag den 26. august 2009

Troldmændene fra Ravenscliff af Geoffrey Huntington

På et tidspunkt, hvor jeg skulle hjælpe en dreng med at finde noget nyt læsestof, faldt vi over denne serie, hvor han sagde, at det bare var en af de bøger – man læser fra start til slut, næsten uden pauser, fordi handlingen er så god, at man hele tiden skal se, hvad der sker på næste side. Og efter selv at have læst bogen, må jeg give ham ret.

Det er en fantasy-bog, men der er også meget gys i den, så du skal turde og læse den, den kan godt være lidt uhyggelig.

I historien møder vi Devon March, som ligner en ganske almindelig dreng med et ganske almindeligt lille skab, hvor han hænger sine skjorter og smider sine gummisko. Men skabet er ikke et almindeligt skab, det gemmer på Helvedsgabet – en portal til det mørke rige, hvor dæmonerne hersker. Portalen er lukket, men ind i mellem slipper nogle af væsenerne ud og de skal fanges og smides tilbage i skabet. Og indtil videre er det lykkedes. Devons far har indtil nu været stærkere end dem.

Hvad Devon ikke ved, er, at dæmonerne følger efter ham (og ikke kun bor i skabet), da han flytter til Ravenscliff. Hans far, som slet ikke er hans far, men hans adoptivfar, er død og han skal bo hos nogle andre. Han finder ud af, at her er stedet, hvor han kan lære sandheden om sig selv og dæmonerne. Og ikke mindst, hvordan han bekæmper dem – nu hvor hans far ikke længere er der til at beskytte ham.

Heldigvis er denne bog 1. del af serien Den sorte vinges broderskab. Del 2 er kommet og hedder Dæmonheksen, den skal jeg snart læse.

Se om bogen er hjemme



Læsehest: Kirsten

onsdag den 18. marts 2009

Djævelens lærling af Kenneth Bøgh Andersen

(1. del i serien ”Den store djævlekrig”)

Hvis man godt kan lide bøger, der foregår i et andet univers, så er denne bog fra Helvede – alle tiders læsning.

Dydsmønsteret Filip på 13 bliver ved en fejltagelse hentet til Helvede, hvor han kommer i lære som Lucifers efterfølger. Fanden er nemlig alvorlig syg og har ikke langt igen. Men det bliver ikke nogen nem opgave for Fanden, at han skal lære Filip at være ond. Fanden begynder at tvivle på, om det skal lykkes for ham at få en djævel ud af drengen før han dør.

Den ”gode” Filip, dydsmønsteret, har gode evner som detektiv – så han begynder at undersøge hemmeligheden bag fandens sygdom, hvem ved noget og hvem vil/kan fortælle noget.. Men hans nye hjem Helvede er dog en del anderledes end den verden, Filip kommer fra og Helvedes befolkning er ikke altid flinke – tværtimod – i Helvede er det en dyd at være en djævel mod andre.

Læs bogen og find ud af, hvordan det er at være i lære som djævel og find ud af om Filip består prøven. Vil han ende med at være en fandens god djævel?


Læs også ”Dødens terning”, der er 2. del af serien – hvor Filip igen besøger Helvede og får til opgave at hjælpe Døden med at finde hans terning. Endnu en gang er det rigtig god underholdning.


Kan læses fra 12 år og opefter.

Læsehest: Dorte (”En djævelsk god bog!”)

fredag den 20. juni 2008

Sonea (De sorte troldmænd, 1) af Trudi Canavan

Har du hørt om Harry Potter?! Hvis du synes, at de bøger var gode, så må du også læse denne serie, selvom den har en pige i hovedrollen. Sonea finder ved et tilfælde ud af, at hun har magiske kræfter. De sorte troldmænd jagter hende, for magien skal lære at kontrolleres, ellers kan der ske frygtelige ting. Til forskel fra Harry Potter, så er Sonea ikke glad for magien og vil helst glemme alt om den, men det er ikke så let.

Serien består af 6 bøger, hvoraf du indtil videre kan låne de første fem på Biblioteket.

Bind 1: Sonea, se om bogen er hjemme
Bind 2: Ferguns hævn, se om bogen er hjemme
Bind 3: Novice, se om bogen er hjemme
Bind 4: Den udvalgte, se om bogen er hjemme
Bind 5: Højmagi, se om bogen er hjemme

Læsehest: Kirsten (har læst bind 1-4 og venter spændt på de sidste)

onsdag den 21. maj 2008

Det blå lys af Bent Jakobsen

Denne bog er 1. del af serien: Striden om natkrystallerne.

Denne serie må simpelt hen læses – som fan af fantasy – så anbefaler jeg varmt ”Striden om natkrystallerne”. Den er sjov, den er spændende og den er bare så god.

Serien handler om den lille engelske landsby Compton Bassett, byen plages af drillesyge hegnstrolde. Byens kromand Goodwin får til opgave at finde ud af, hvordan byen kan slippe af med troldene. Og for at finde ud af dette drager kromanden af stedfor at løse gåden om, hvor troldene er kommet fra og hvordan byens borgere kan slippe af med dem igen.

På sin rejse møder Goodwin bl.a. kaptajnen Bomstaff og drengen Henri samt Bomstaffs snakkesalige papegøje. De tre venner oplever masser af spændende ting og møder nogle mærkelige personer.

Ja – denne bogorm/troldeelsker – anbefaler varmt disse 3 bøger om hegnstrolde og troldmænd. De skal bare læses og tegningerne i bogen er også rigtig gode.

Kan læses fra 12 år. (Velegnet til højtlæsning)

Læsehest: Dorte

Se om bogen er hjemme